Særlige fokuspunkter
SDS beskæftiger sig med det, der vedrører socialrådgiveruddannelsen og socialrådgiverstuderende. Vi påvirker den dagsorden, der er, men vi sætter også vores egen. Hvilke temaer, vi særligt skal arbejde med, besluttes på årsmødet og i Landsbestyrelsen.
Implementering af ny studieordning på socialrådgiveruddannelserne.
De nye studerende der starter på landets socialrådgiveruddannelser i 2012, starter under en ny uddannelsesbekendtgørelse og med ny struktur og uddannelsesopbygning. Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende arbejdede i 2010 og 2011 meget med revisionen af socialrådgiveruddannelsen, der dannede baggrund for udarbejdelsen af anbefalinger til den nye uddannelsesbekendtgørelse. I 2012 vil vi fortsat arbejde for at sikre, at der bliver nedsat en følgegruppe som følger udviklingen af den nye uddannelse. Vi vil sikre, at uddannelsen stadig tilbyder de studerende gode muligheder for praksisnærhed, øget inddragelse af forskning i undervisningen. Overgangen til den nye uddannlsesstruktur skal gøres så de studerende oplever sammenhæng mellem uddannelsens enkelte moduler og mellem teori og praksis.
Læs mere om revision af socialrådgiveruddannelsen på www.uvm.dk
Unge Ta’r Ansvar & Ungdomskontrakten
SDS har i samarbejde med de øvrige elev- og studenterorganisationer været med til at udvikle Ungdomspakken, som blev fremlagt på Unge Ta’r Ansvar stormøde i Odense den 18. september 2010. Ungdomspakken er vores bud på hvordan Danmark kommer ud af krisen og hvordan vi sikrer fremtidig vækst og velstand ved at investere i unge.
Arbejdsprogram for 2012
SDS vedtog på årsmødet 2011 et meget ambitiøst arbejdsprogram som der skal arbejdes med frem mod årsmødet 2012.