SDS’ vedtægter
Kapitel 1 – Navn og medlemmer
§ 1 – Foreningens navn er Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende, forkortet SDS.
§ 2 – SDS er en partipolitisk uafhængig forening, der har til formål at varetage og virke for medlemmernes uddannelsesfaglige og studenterpolitiske interesser inden for rammerne af Dansk Socialrådgiverforening (DS).
stk. 2 SDS repræsenterer de studerende i DS og har pligt til at handle indenfor rammerne af DS’ love, samt Repræsentantskabets og Hovedbestyrelsens vedtagelser. SDS skal løbende holde DS’ hovedbestyrelse orienteret om sin virksomhed.
§ 3 - SDS er en landsdækkende sammenslutning af og for studerende, der er medlem af DS, jf. DS’ love vedrørende studentermedlemmer.
stk. 2 Medlemmer af SDS er tillige medlem af den region i DS, i hvilken deres lokalafdeling er beliggende.
stk. 3 Medlemmer af SDS har rettigheder og pligter som beskrevet i DS’ love, og i øvrigt efter regler i nærværende vedtægter.
stk. 4 Tidligere medlemmer af SDS og øvrige medlemmer af Dansk Socialrådgiverforening kan optages som medlemmer af SDS’ venner. Medlemmer af SDS’ venner har ingen medlemsrettigheder i SDS.
Kapitel 2 – Lokalafdelinger
§ 4 - SDS er opbygget med et centralt og decentralt niveau. På hvert uddannelsessted, der udbyder en uddannelse, der berettiger til umiddelbar optagelse i Dansk Socialrådgiverforening, kan medlemmerne stifte en lokalafdeling af SDS. For at der er tale om en lokalafdeling, der er berettiget til økonomiske tilskud, delegerede på årsmødet, repræsentanter i Dansk Socialrådgiverforenings regionsbestyrelser m.v., skal der være valgt et lokalt forretningsudvalg.
stk. 2 SDS’ landsbestyrelse fastsætter retningslinier for, hvordan medlemmerne kan stifte en lokalafdeling, såfremt der ikke i forvejen er en lokalafdeling af SDS på det pågældende uddannelsessted.
stk. 3 Lokalafdelingen ledes mellem generalforsamlingerne af en lokalbestyrelse, der vælges på generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling
§ 5 – Ordinær generalforsamling er lokalafdelingens højeste myndighed, og afholdes minimum en gang i kalenderåret. Det tilsigtes at lokalafdelingerne afholder generalforsamling i perioden fra sidste halvdel af september til første halvdel af oktober måned.
stk. 2 Lokalbestyrelsen indkalder til generalforsamlingen med angivelse af tid og sted, med minimum 14 dages varsel. Med indkaldelsen skal følge lokalbestyrelsens forslag til dagsorden.
§ 6 – Alle lokalafdelingens medlemmer kan stille forslag til behandling på generalforsamlingen. Forslagene skal være lokalbestyrelsen skriftligt i hænde senest 7 dage før afholdelse af generalforsamlingen.
stk. 2 Lokalafdelingens medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen og er valgbare til tillidsposter.
§ 7 – Generalforsamlingen vælger et lokalt forretningsudvalg bestående af lokalformand, næstformand og kasserer. Dertil kan vælges indtil 9 øvrige lokalbestyrelsesmedlemmer. Antallet af øvrige lokalbestyrelsesmedlemmer fastsættes på generalforsamlingen.
§ 8 – Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal som minimum indeholde
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Godkendelse af dagsorden
- Fremlæggelse af lokalbestyrelsens beretning til godkendelse
- Fremlæggelse af lokalafdelingens regnskab til orientering
- Behandling af indkomne forslag
- Behandling af forslag til antal af øvrige lokalbestyrelsesmedlemmer
- Valg af lokalformand, næstformand og kasserer
- Valg af øvrige medlemmer til lokalbestyrelsen
- Valg af delegerede til SDS’ årsmøde, jf. § 16
- Eventuelt
§ 9 – Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.
stk. 2 Lokalformanden skal senest 14 dage efter generalforsamlingen orientere SDS’ forretningsudvalg om valg og vedtagelser foretaget på generalforsamlingen.
Ekstraordinær generalforsamling
§ 10 – Lokalafdelingen afholder ekstraordinær generalforsamling såfremt det lokale forretningsudvalg, et flertal i lokalbestyrelsen eller mindst 1/3 af lokalafdelingens medlemmer skriftligt begærer dette til lokalbestyrelsen.
stk. 2 Lokalbestyrelsen forestår indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling med angivelse af tid og sted, med minimum 14 dages varsel, senest 60 dage efter, at begæringen herom er modtaget. Med indkaldelsen skal følge begrundet dagsorden.
stk. 3 Dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling skal som minimum indeholde:
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Godkendelse af dagsorden
- Behandling af indkomne forslag
- Eventuelt
stk. 4 Lokalformanden orienterer senest 14 dage efter den ekstraordinære generalforsamling SDS’ forretningsudvalg om valg og vedtagelser foretaget på den ekstraordinære generalforsamling.
Lokalbestyrelsen
§ 11 – Lokalbestyrelsen udgøres af lokalformand, næstformand og kasserer samt et antal øvrige lokalbestyrelsesmedlemmer, valgt på generalforsamlingen.
stk. 2 Lokalbestyrelsen vedtager på sit første ordinære møde efter generalforsamlingen en forretningsorden for sit virke.
stk. 3 Lokalbestyrelsens opgave er i overensstemmelse med §2 at varetage og virke for medlemmernes uddannelsesfaglige og studenterpolitiske interesser, samt at formidle kontakt mellem medlemmerne og SDS’ ledelse.
stk. 4 Lokalbestyrelsen er ansvarlig for lokalafdelingens økonomi.
§ 12 – Lokalbestyrelsen vælger blandt sig en repræsentant og en suppleant til SDS’ landsbestyrelse. Vælges disse mellem den lokale generalforsamling i oktober og årsmødet i november, træder mandatet i kraft ved afslutningen af årsmødet.
stk. 2 Lokalbestyrelsen vælger i fællesskab med eventuelle øvrige lokalbestyrelser i DS-regionen to repræsentanter til DS’ regionsbestyrelse.
stk. 3 Lokalbestyrelsen kan søge at opfylde sine mål i samarbejde med uddannelsesstedets og uddannelsesinstitutionens studenterråd og andre lokale og regionale samarbejdspartnere.
stk. 4 Lokalbestyrelsen kan nedsætte udvalg med bemyndigelse til varetagelse af specielle opgaver.
§ 13 – Lokalbestyrelsens møder er åbne for alle medlemmer af lokalafdelingen, der har observatørstatus med taleret. Lokalbestyrelsen kan dog beslutte at sætte punkter på en lukket dagsorden. Under behandlingen af punkter på en lukket dagsorden skal personer, der ikke er medlem af lokalbestyrelsen, forlade mødelokalet.
stk. 2 Øvrige bestemmelser vedrørende lokalbestyrelsens mødeaktivitet fastsættes i dennes forretningsorden.
Det lokale forretningsudvalg
§ 14 – Det lokale forretningsudvalg udgøres af lokalformand, næstformand og kasserer.
stk. 2 Det lokale forretningsudvalg tegner lokalafdelingen under ansvar for lokalbestyrelsen.
stk. 3 Det lokale forretningsudvalgs øvrige ansvarsområder og funktioner fastsættes i lokalbestyrelsens forretningsorden.
stk. 4 Ved lokalformandens, næstformandens eller kassererens midlertidige eller varige forfald, kan lokalbestyrelsen vælge
a) at konstituere et andet medlem på posten frem til næste ordinære generalforsamling, eller
b) at indkalde til ekstraordinær generalforsamling med henblik på nyvalg til posten.
Kapitel 3 – Regionsudvalg
§15 Regionsudvalget udgøres af indtil 2 repræsentante fra hver lokalbestyrelserne i DS regionen, der udpeges i henhold til § 12 stk. 2, og har til formål, at
- sikre udvekdling af viden og erfaring på tværs af lokalbestyrelserne i regionen.
- udpege to repræsentanter til DS regionsbestyrelse.
- fungere som baggrundsgruppe for repræsentanterne i DS regionsbestyrelsen.
stk.2 De bagvedstående lokalbestyrelser fastsætter i fællesskab regionsudvalgets forretningsorden. Forretningsordenen kan indholde formålsbestemmelser, der ikke fremgår af stk. 1.
Kapitel 4 – Ordinært årsmøde
§ 16 – Årsmødet er SDS’ højeste myndighed. Ordinært årsmøde afholdes hvert år i den første weekend i november måned.
stk. 2 Årsmødet udgøres af indtil 79 delegerede, hvoraf de 3 udgøres af formand, næstformand og menigt forretningsudvalgsmedlem. De resterende 76 delegerede fordeles til lokalafdelingerne, dog således, at hver lokalafdeling sikres 5 delegerede, hvoraf lokalbestyrelsens repræsentant i SDS’ landsbestyrelse udgør den ene. De resterende delegerede fordeles til lokalafdelingerne efter forholdstal udregnet på baggrund af lokalafdelingernes medlemstal per 1. september.
§ 17 – Det påhviler SDS’ forretningsudvalg senest 6 uger forinden afholdelse af årsmødet at orientere lokalbestyrelserne om deres antal af delegerede.
§ 18 – Indkaldelse til ordinært årsmøde forestås af SDS’ landsbestyrelse, der med minimum 6 ugers varsel angiver tid og sted. Med indkaldelsen skal følge Landsbestyrelsens forslag til dagsorden.
stk. 2 Dagsordenen for det ordinære årsmøde skal som minimum indeholde
- Formalia
- Fremlæggelse af landsbestyrelsens beretning til godkendelse
- Fremlæggelse af revideret regnskab
- Behandling af indkomne forslag
- Behandling af forslag til arbejdsprogram
- Behandling af forslag til budget
- Valg af forretningsudvalg
- Valg af formand
- Valg af næstformand
- Valg af frivilligt FU-medlem
- Valg af repræsentanter til DS’ Repræsentantskab, jf. § 20
- Valg af kritiske revisorer, jf. § 32
- Eventuelt
§ 19 – Årsmødet er beslutningsdygtigt såfremt minimum halvdelen af de eksisterende lokalbestyrelser per 15. oktober i årsmødeåret er repræsenteret af én eller flere stemmeberettigede deltagere.
stk. 2 Medlemmer, der ikke er valgt som delegerede til årsmødet, har ret til, for egen regning, at deltage i SDS’ årsmøde. Deltagere, der ikke er delegerede, har taleret men ikke stemmeret på årsmødet.
Forslag, valg og afstemninger
§ 20 – Ethvert medlem af SDS kan stille forslag til behandling på årsmødet. Et sådant forslag skal være SDS’ organisationssekretær skriftligt i hænde senest 14 dage før årsmødets afholdelse.
stk. 2 Den endelige dagsorden for det ordinære årsmøde offentliggøres senest 1 uge før afholdelse af årsmødet.
§ 21 – I lige år vælges op til 6 repræsentanter til DS’ Repræsentantskab, der sammen med SDS’ formand og næstformand samt tiltrædende forretningsudvalg udgør SDS’ delegation til DS’ repræsentantskabsmøde på i alt 8 delegerede.
§ 22 – Forhandlinger ledes af årsmødets dirigenter. Der vedtages en forretningsorden for årsmødets afholdelse.
stk. 2 På årsmødet kan kun træffes beslutninger i spørgsmål, der har været optaget på dagsordenen ved årsmødets åbning.
stk. 3 Beslutninger træffes ved almindeligt flertal, dog jf. § 33. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.
stk. 4 Afgørelse af procedurespørgsmål tilkommer dirigenterne.
stk. 5 Såfremt en kandidat til et personvalg er valgt som referent, stemmetæller eller dirigent, må omvalg hertil finde sted.
Kapitel 4 – Ekstraordinært årsmøde
§ 23 – Ekstraordinært årsmøde afholdes såfremt 1/3 af SDS’ medlemmer eller 2/3 af SDS’ landsbestyrelse skriftligt begrundet begæring om dette til SDS’ forretningsudvalg.
stk. 2 SDS’ forretningsudvalg indkalder til ekstraordinært årsmøde med minimum 6 ugers varsel med angivelse af tid og sted. Indkaldelsen skal ske senest 14 dage efter begæringen herom er modtaget, og skal indeholde forslag til begrundet dagsorden.
stk. 3 Ekstraordinært årsmøde skal afholdes senest 3 måneder efter, at begæringen herom er modtaget.
Kapitel 5 – SDS’ venner
§ 24 – SDS’ venner er en forening under SDS for medlemmer i henhold til § 3 stk. 4. Foreningens struktur, formål, afgrænsning og økonomi er nærmere bestemt i foreningens vedtægter, der skal godkendes af Landsbestyrelsen.
Kapitel 6 – SDS’ ledelse
§ 25 – SDS’ landsbestyrelse er foreningens højeste myndighed mellem årsmøderne. Landsbestyrelsen er ansvarlig for ledelse af foreningen, samt overfor DS’ hovedbestyrelse ansvarlig for foreningens økonomi.
stk. 2 Landsbestyrelsen er sammensat af forretningsudvalget samt en repræsentant fra hver lokalbestyrelse.
stk. 3 Suppleanterne for lokalafdelingernes repræsentanter i Landsbestyrelsen inviteres til at deltage i landsbestyrelsesmøderne med taleret, men uden stemmeret. Suppleanten har dog stemmeret, hvis repræsentanten er forhindret i at deltage i hele eller dele af mødet.
stk. 4 På første ordinære landbestyrelsesmøde efter årsmødet vedtages en forretningsorden for landsbestyrelsens virke.
§ 26 – Landsbestyrelsen afholder normalt 6 møder per år.
stk. 2 Landsbestyrelsen kan nedsætte ad hoc-udvalg.
Forretningsudvalget
§ 27 – Forretningsudvalget udgøres af formand, næstformand og et menigt forretningsudvalgsmedlem, valgt på årsmødet. Forretningsudvalget vælges for en periode på 1 år.
stk. 2 Forretningsudvalget forestår den daglige ledelse af SDS indenfor de af Landsbestyrelsen fastlagte rammer og vedtagelser. Forretningsudvalget er ansvarlig overfor Landsbestyrelsen.
§ 28 – SDS’ formand og næstformand er medlemmer af DS’ hovedbestyrelse.
stk. 2 Forretningsudvalget kan fordele ansvarsområder i mellem sig.
§ 29 – Såfremt der sker afgang eller længerevarende fraværsperioder blandt forretningsudvalgsmedlemmerne, kan landsbestyrelsen vælge
- a) at konstituere et andet landsbestyrelsesmedlem på posten frem til næste årsmøde,
- b) indkalde til ekstraordinært årsmøde med henblik på nyvalg til posten.
stk. 2 Fratræder formanden sin post, konstitueres næstformanden som formand. Posten som næstformand besættes herefter som nævnt i stk. 1.
Kapitel 7 – Økonomi og tegningsret
§ 30 – SDS’ økonomi forhandles med DS.
stk. 2 Regnskabsåret følger kalenderåret.
§ 31 – SDS’ økonomi varetages af organisationssekretæren. Det påhviler organisationssekretæren løbende at holde DS’ hovedbestyrelse orienteret om SDS’ økonomiske virksomhed.
stk. 2 SDS’ formand og næstformand tegner SDS i forening.
§ 32 – Årsmødet vælger én eller to kritiske revisorer, der løbende gennemgår SDS’ økonomi og aflægger rapport til årsmødet. Vælges der kun én kritisk revisor, vælges denne blandt DS’ medlemmer. Vælges to kritiske revisorer, skal den ene være medlem af SDS.
Kapitel 8 – Opløsning
§ 33 – Beslutning om opløsning af SDS kan kun træffes på et ordinært årsmøde, hvor minimum halvdelen af lokalafdelingerne er repræsenteret, og hvor ¾ af de delegerede stemmer for beslutningen.
stk. 2 Det påhviler SDS’ formand omgående at orientere DS’ hovedbestyrelse om afstemningsresultatet.
stk. 3 SDS’ eventuelle formue tilfalder DS.
Kapitel 9 – Vedtægtsændringer og ikrafttrædelser
§ 34 – Til ændringer af SDS’ vedtægter kræves, at mindst 2/3 af de delegerede på et årsmøde stemmer for ændringen.
stk. 2 Vedtægtsændringer træder i kraft efter at være blevet godkendt af DS’ hovedbestyrelse.
§ 35 – SDS er stiftet lørdag den 20. januar 2007. Vedtægterne er senest ændret på det ordinære årsmøde den 5-6. november 2011, og godkendt af DS’ hovedbestyrelse den 10. februar 2012.